31 January 2011

Jeg er jo lige her

Jeg har længe leget med tanken om en blog på dansk. Min blog "Willows" er mest tænkt som markedsføring af min pilevirksomhed, og derfor efterhånden begrænset til indlæg omkring piledyrkning, forskelligt flet og lignende. Som blogverdenen åbner sig for mig, får jeg mere og mere trang til at fortælle om min verden - set med danske øjne - og håber selvfølgeligt at få besøg her af og til.
For de fleste danskere - sådan havde jeg det ihvertfald, før jeg stiftede nærmere bekendtskab med mit nye land - er Canada et stort land, som ligger nord for USA, og canadierne taler engelsk eller fransk. Det er jo selvfølgeligt helt korrekt; men Canada er så utroligt meget mere, som jeg kun kender en lille smule af.
Derfor vil jeg starte med, at placere mig selv (eller rettere sagt det sted hvor vi bor) på verdenskortet. Wainfleet, Ontario ligger på 42°50' N - sådan cirke samme breddegrad som grænsen mellem Frankrig og Spanien. Til sammenligning ligger den nordligste del af Ontario på samme breddegrad som København.
Vi har fastlandsklima, modereret af de store søer, hvilket gør, at temperaturerne (ihvertfald om vinteren) her er meget forskellige fra syd Frankrig og Danmark.
I går stod solen op klokken 7:35, og den gik ned igen klokken 17:25 sammenlignet med København, hvor den stod op klokken 8:17 og gik ned klokken 16:41. Det er jo meget godt, det er næsten lyst her, når jeg står op; men det ville jeg hellere end gerne bytte med de lyse sommernætter, som jeg savner meget.
Januar måneds gennemsnitlige højeste temperatur er -1°celcius og gennemsnitlige laveste temperatur er -8° - de tilsvarende danske værdier er +2°og -2°, så generelt er det koldere her, og vinteren er også meget længere. Til gengæld har vi så også en meget varmere sommer med gennemsnitlige højeste temperatur i juli på 25.5° og laveste på 21.6°, de danske værdier 22° og 14°. 
Det er jo en frygtelig masse tal og remsen op, så jeg vil holde her og så fortælle lidt om provinsen Ontario i mit næste indlæg.