28 September 2011

Årets sidste sommerdage?

Den sidste uges tid har vi fået nogen regn - heldigvis mest om aftenen og natten - men de fleste dage har vi haft dejlig sol og varme.
Bilen skulle til service mandag, og da jeg ligeledes skulle aflevere nogle planter til en ven i Niagara-On-The-Lake (NOTL), besluttede jeg at nyde det gode vejr (ja, ja, vi havde 28 grader mandag og 23-25 tirsdag og onsdag mest med sol) og gå en tur på hovedgaden i den smukke, historiske by.
Både englændere og franskmænd begyndte tidligt at kolonisere Nordamerika (og ja, det var faktisk Erik Den Røde, som først landede her på østkysten af det, som nu er Canada) og fra omkring år 1600 bekæmpede de hinanden for rettighederne til dele af den nye verden. Den sidste krig mellem dem starter i 1754 og ender med britternes sejr i 1763. Franskmændene fragiver sig retten til landet til Britterne med The Treaty of Paris. Den engelske konge giver dog den franske befolkning i Nordamerika ret til at have deres katolske kirke.
Nogle få år senere har vi så den Amerikanske revolution, hvor Amerika løsriver sig fra England og bliver selvstændigt i 1783. I den forbindelse flygtede mange kolonister, som var loyale med den Britiske magt (United Empire Loyalists) til Ontario, og NOTL blev Canadas første hovedstad i 1792.
Niagara District Court House National Historic Site of Canda
Amerikanerne ville selvfølgeligt have hele Nordamerika og erklærede krig mod Canada (England) i 1812. England var da i krig med Napoleon i Europa, og befolkningen i Canada måtte slås mod amerikanerne med en meget lille hær. Der er mange beretninger om mere eller mindre afgørende slag her i Niagara omegnen, og Fort George i NOTL er genopbygget, som den var for 200 år siden og er en vel besøgt attraktion. Det endte med at englænderne vandt - heldigvis - for ellers ville der ikke være noget Canada i dag.
Niagara-On-The-Lake er kendt for The Shaw Festival. Byen har i alt 4 teatre, som udelukkende spiller stykker skrevet af Georg Bernard Shaw (1856-1950 og andre samtidige).
Byen har desuden mange rigtigt gode, små specialforretninger, kunstgallerier m.v.
The Old Angel Inn fra 1789, genopbygget 1816 efter krigen mod Amerika - den ældste Engelsk pub i Canada, hvor Kaptain Swayze fra omtalte krig efter sigende stadig spøger. Et skønt sted med et stort udvalg af fadøl - både domestic og internationale varer.
Der er også et væld af bevaringsværdige gamle huse af historisk værdi som dette her.

Hovedgaden er overdådigt beplantet, og jeg elsker at gå tur der. Kig lige lidt nærmere på navnet på forretningen på den anden side. Ja, Silkeborg, og de handler med tøj, som efter sigende kommer fra Danmark. Jeg er nu ikke så sikker; men de har en anden butik i Oakville, hvor de ud over tøj også sælger danske brugsting fra blandt andre Georg Jensen.
Billedet til venstre er en midterrabat i gaden. Statuen på det andet billede forestiller Shaw, og bag alle blomsterne er der en ualmindelig dejlig restaurant, som har kage og dessert som speciale.
På vejen gjorde jeg også holdt ved et par vinproducenter; men det må blive til næste indlæg.
Sidste sommerdage? de melder ned til 1 grad søndag nat, så vi kan nok snart få noget nattefrost her hos os.

6 comments:

  1. Lene, hvor er der dog fantastisk smukt! Jeg kan lige forstille mig et pensionistliv siddende i mine forældres gamle gyngestol, uden for det bevaringsværdige gamle hus og med strikketøjet i hånden ☺.
    Jeg var nødt til at checke Google Maps, for at se lige præcis hvor det var du tog os med hen og det er nu sat på plads ☺.
    Tusinde tak for en smuk rundtur.

    ReplyDelete
  2. Annette, for 30-40 år siden begyndte forvandlingen af NOTL fra at være en almindelig, stille landsby til en turistattraktion, idet en gruppe mennesker så forretningsmulighederne ved det. Jeg synes, at de har gjort et fantastisk godt job over årene; men der er dog mange beboere, som er godt trætte af at have et væld af turister parkeret i alle gaderne, traskende rundt og tage billeder af deres privatliv.

    ReplyDelete
  3. Hvor er det flot med blomster og planter! Overdådigt og skønt.
    Silkeborg i Canada... sidst Henk og jeg var i Canada, i B.C. var der en tysk slagter forretning med mange hollandske varer, mens vi stod og ventede på at blive betjent opdagede jeg et blad der er udgivet af det hollandske supermarked 'Albert Heijn', bladet hedder AlleHande og er gratis, men i BC kostede det et par $. Vi syntes det var ret sjovt at pludselig finde det i Chilliwack...

    ReplyDelete
  4. Nå så det var det du mente :-) Det sted kan jeg da godt forstå, I godt kan lide at besøge igen og igen. Smukke, gamle huse og et dejligt, omend måske lidt atypisk amerikansk miljø.
    Huset med kniplingsverandaen er da bare helt vidunderligt :-)
    Dagene lige nu er pragtfulde, men nætterne er kolde - vi kan godt mærke, at det har været jævndøgn.

    ReplyDelete
  5. Mai-Britt - overdådigt kan vi godt blive enige om. Der er også mange hollandske delikatesser her, og jeg køber som regel nogle få danske eller tyske produkter der.

    ReplyDelete
  6. Ellen, ja det er en skøn lille by at slappe af i. Har desuden besluttet at næste gang jeg skal på tøjindkøb, må jeg derned.

    ReplyDelete

Tak fordi du kiggede ind! Kommentarer er altid velkomne.