17 October 2011

Noget svineri - blandt andet - i køkkenet.

For godt og vel en uge siden plukkede jeg de sidste tomater og ryddede bedet. Efter nogle dage var mange af tomaterne begyndt at skifte farve; men jeg havde cirka 2 kg grønne, som jeg har syltet i dag.
Da jeg skrev et indlæg om mine tomater, var Annette (Annette udi Holland) så sød at tilbyde mig hendes opskrift på syltede grønne tomater, og nu venter vi bare nogle dage, før vi prøvespiser de første.
I Danmark ville jeg aldrig drømme om at dyrke og sylte asier; men herovre kan jeg kun købe dem hos en dansk bager i Toronto. Dels kommer vi der ikke så tit, og dels synes jeg, at det er lige i overkanten, hvad de tager for dem. Derfor har jeg, siden vi flyttede på landet, dyrket asier hvert år. Det første år blev de flotte, og de følgende år såede jeg troligt mine asiefrø fra Danmark, selv om alt totalt mislykkedes. Nogle år på grund af for meget vand, et år fordi jeg såede for sent og nogle år fordi de blev angrebet af fungi, hvilket jeg tror tog overhånd på grund af agurker og meloner, som jeg også havde i haven, og som var slemt angrebne.
I år besluttede jeg så, at dette var sidste forsøg - jeg var træt af arbejdet og ikke mindst skuffelsen, når de mislykkedes. MEN, HURRA, jeg fik en dejlig høst af store, flotte asier og endte med 24 glas syltede asier - og de er bare sååååå gode, sprøde og dejlige og de bringer glæde, når jeg giver et glas væk.
Og nu til svineriet........
Her udskærer man både gris, okse og lam på en anden måde end man gør i Danmark. Det varede dog ikke mange år, før jeg fandt en slagter, hvor jeg kunne bestille en flæskeside og så få ham til at skære den op for mig. Denne butik (hvor de faktisk også slagtede dyrene) lukkede i foråret og jeg vidste ikke rigtigt hvor jeg nu kunne få mine ribbenstege - og også lever og spæk til leverpostej. Forretningerne sælger kun kalve- og okselever, jeg aner ikke hvad de gør med svineleveren.
Heldigvis fandt jeg for et par uger siden en anden forretning, hvor jeg kunne bestille det samme. Det er altså ikke så svært; men jeg er nu alligevel glad for, at jeg bogstaveligt talt er vokset op i bagbutikken af en slagterforretning, for jeg er ikke i tvivl om, hvad det er, jeg vil have. Stykket på billedet fik jeg slagteren til at save over, så jeg har 2-3 ribbenstege og et slag til rullepølse, som jeg laver til jul (til min mands store ærgrelse - han ville gerne have det altid). Det kunne afhentes i fredags, og lørdag fik vi flæskesteg......UHM
Og så lige denne skønhed, som blev høstet til tørring.

11 October 2011

Ude af stand til at laegge en kommentar

Ved altsaa ikke, hvad der foregaar.
Mit danske tastatur virker ikke lige nu; men vaerre er det, at jeg ikke kan laegge kommentarer paa blogger blogge. Ikke engang paa min egen blog!!
Jeg faar en besked om at jeg ikke har adgang til siden!!
Forhaabentligt er det OK i morgen.
Oev!

Taknemmelighed

Denne week-end havde vi den canadiske Thanksgiving. I USA er det i november måned; men her er det altså den anden mandag i oktober.
For os har det altså ikke så stor en betydning; men som de fleste andre familier benytter vi lejligheden til at have en god familie middag på en af dagene. Traditionelt spiser man kalkun med en masse tilbehør (som slet ikke er hvad vi danskere ville servere), og så får man græskertærte med flødeskum og æbletærte med is til dessert. Vi besluttede at spise middag midt på dagen i går, her hos os sammen med min bonussøn, hans forlovede samt min svigermor, og menuer bestod af: Laksemad på nybagt franskbrød, Tarteletter med hønsekød og asparges, Grydestegt svinekam med ovnstegte kartofler, bønner og asier, Diverse udsøgte oste og til sidst en græskar-creme-brulee. Dertil vores hjemmelavede chardonnay og Zinfandel, begge lavet med druesaft fra Californien, og en dejlig port til desserten.
Vi har selvfølgeligt mange ting at være taknemmelige for, og vores demokrati er en af de største.
Jeg stemte første gang som 19 årig, da Danmark stemte om medlemsskabet i EF. Siden da har jeg stemt hver gang, jeg har haft lejlighed til det. Måske er det, fordi vi er vokset op med det; men for mig er det en næsten hellig ret at få lov at afgive stemme, og desuden - hvis man respekterer demokratiet - også en pligt som samfundsborger, uanset hvordan det demokratiske system er i det pågældende land.
Som jeg nævnte i mit sidste indlæg, havde vi valg her i Ontario i sidste uge. Det ser sandeligt ikke ud til, at folk er særligt taknemmelige for deres ret til at stemme. Valgdeltagelsen var på 49.2%!! Det laveste i 37 år.  Traditionelt er stemmedeltagelsen endnu lavere ved kommunale og regionale valg, helt ned til 25% i visse områder.
Jeg tror ikke, at det er fordi folk er utilfredse med vores parlamentariske system, for gennem de 19 år vi har boet her, har der hele 2 gange været mulighed for at stemme for en ændring til et system, som er mere lig det danske. Begge gange har det været stemt ned, og for mig at se, er det alene fordi folk ikke forstår, hvordan det virker, og der har ikke været gjort en indsats for at forklare det inden afstemningen.
Nå, denne gang vandt de liberale med 37% af stemmerne, hvilket gav dem 53 mandater (49.5% af repræsentanterne). De konservative fik 35% af stemmerne, hvilket gav dem 37 mandater (34.5% af repræsentanterne), og demokraterne fik 22% af stemmerne og 17 mandater (15.9% af repræsentanterne).
Der er demokrati, og så er der demokrati.

06 October 2011

En enkelt kolibri - og valg i Ontario

Ja, kolibrier og valg har jo intet som helst med hinanden at gøre.
Det er sjældent, at vi ser kolibrier sidde - for det meste flyver de eller "holder stille" i luften, medens de forsyner sig med nektar. Forleden sad denne lille - måske lidt forhutlede - kolibri (det er enten en hun eller et ungt eksemplar af Rubinkehlkolibrien, The Ruby Throated Hummingbird) på ryggen af en af havestolene, som om den ikke rigtigt kunne bestemme sig, om den skulle tage sydpå nu eller ej.

Den forsynede sig dog fra både mine blå salvier........
.....og fra de røde, hvilke de har frekventeret meget hele sommeren, ligesom de flittigt har benyttet sig af sukkervandet i beholderen, som vi har hængt op.

Og så er der valg i Ontario i dag. Jeg havde tænkt mig at postere et indlæg med kolibrien; men syntes så egentligt, at jeg kunne kombinere det med lidt oplysninger om vores valg. For helt ærligt, så kunne jeg sikkert lige så godt have stemt på kolibrien!
Det lyder selvfølgeligt helt fjollet; men som dansker kan jeg altså ikke forenes med vores valgsystem herovre. Jeg vil vende tilbage til det (forhåbentligt i morgen, når vi ved resultatet); og bare fortælle, hvorfor jeg synes, at kolibrien skulle have haft min stemme.
I hver valgkreds kan man stemme på een person fra hvert parti. Den person, som får flest stemmer i en valgkreds, bliver valgt ind i parlamentet, og idet der ikke findes partistemmer, er det bare ærgerligt, hvis man har brugt sin stemme på en, som ikke kommer ind. Traditionelt er der mange stemmer til en kandidat fra et parti, som jeg ikke stemmer på, i vores valgkreds - og således mener jeg, at min stemme er tabt. Det er urimeligt, og efter min mening et dårligt demokrati.
Nå, om et øjeblik begynder transmissionen i TV.....det vil jeg jo godt se, selv om det hidser mig enormt op.