02 April 2012

SAN FRAN, SONOMA OG NAPA VALLEY - afsnit 2

Som optakt til vores vintur så vi, aftenen før vi tog afsted, filmen "Bottle Shock", som er historien om Californiens Chateau Montelenas deltagelse og triumf ved Judgment of Paris vinsmagning i 1976.  Chateauet blev grundlagt allerede i 1882, og noget af dens lange historie kan findes på deres hjemmeside. Det var helt relevant for os at se, hvordan Chardonnayen fra Montelena udkonkurrerede de andre vine ved den berømte vinsmagning i 1976 (4 franske burgogner og 6 californiske chardonnays), hvor de franske dommere var helt sikre på, at den vindende vin var fransk.
Vi havde planlagt at besøge eet vinslot i Sonoma Valley på vores vej til Napa Valley. The Francis Ford Coppola Winery.
For nogle år siden var vi med til en privat vinsmagning på en restaurant, hvor vi smagte nogle vine derfra - og købte en kasse chardonnay, fordi den bare var sååå god, og den blev bedre og bedre med årene.
Stedet var smukt og imponerende, og her fortæller Coppola hvordan Tivoli i København inspirerede ham.
Der er restauranter og et stort poolområde, hvor man kan leje en plads med omklædningsrum, og så ellers slappe af - nyde det med vin til.
Overetagen i en bygning, som rummer restauranter og vinsalg, var helliget udstillinger fra nogle af Coppolas film.

The Godfather var naturligvis godt repræsenteret, med masser af oplysninger om selve indspilningen, filmmemorabilier og Oscars. 
I Napa Valley var det Chateau Montelena, som vi besøgte først. Den gamle hovedbygning, som vi genkendte fra filmen, bød velkommen for enden af stentrappen. Jeg har ikke en fortegnelse over de vine, som vi smagte. Chardonnay og Zinfandel var det, som vi gik mest efter. Ikke alle vinproducenterne producerer det, og desuden var der 4-6 smagsprøver hvert sted med mange flere at vælge imellem, så det blev til mange vine - nogle bedre end andre, selvfølgeligt. 
Vi overnattede i Calistoga, og her besøgte vi den mindste producent Lava Vine. På billedet her ses produktionshallen, og smagsprøverne blev skænket af 2 gæve, og meget afslappede fyre (som til dagligt arbejder med produktionen) bag en disk i et meget lille lokale,hvor møblerne var lavet af stokke fra vintønder. De havde blandt andet en "portvin", som de var meget stolte af. Det var nu rigtigt hyggeligt og meget sjovt at sammenligne med de helt store producenter, som vi også besøgte.
Sterling Vineyards har masseproduktion af vine. Det er bygget på en bakke- eller bjergtop 100 meter oppe, bygningerne designet efter græsk arkitektur, og man bliver hejst op i en gondol, hvilket i sig selv var meget anderledes. Overalt hænger der spansk mos (ved ikke om det hedder sådan på dansk)i lange spøgelsesagtige trævler på buske og træer, som passeres på vejen op, og udsigten er fantastisk.

Vi gik gennem og forbi MANGE produktionshaller med kæmpe ståltanke, og imellem tankene (og også i andre haller) var der utallige egefade stakket tårnhøjt.



Et andet, meget bemærkelsesværdigt sted var dette "italienske" vinslot Castello di Amorosa . Ejeren - af italiensk herkomst - besluttede at bygge et vinslot, som de så ud i Italien for 300 år siden. En mærkelig ide synes jeg; men her er der altså gjort et stort stykke arbejde på at kopiere fortiden.
Tro det eller ej - det er virkeligt anstrengende, ud over at være dejligt, at være på vinsmagningstur. Trætte og mætte af indtryk vender vi tilbage til San Francisco. Idet vi nærmer os The Golden Gate Bridge er tågen på vej ind fra havet.