06 December 2015

På jagt efter et juletræ

De fleste danskere har sikkert ikke problemer med at finde et nogenlunde pænt juletræ.

Gennem de sidste år vi boede i Danmark, hentede vi juletræ hos en af mine veninder, idet de dyrkede de flotteste juletræer man kan tænke sig. Nemlig Nordmannsgranner  (Abies nordmanniana), som havde den dejligste mørkegrønne farve, var utroligt regelmæssig og åben i væksten. De var SÅ smukke!

I Nordamerika har man ikke stearinlys på juletræet; men det vil vi jo have, så vi kræver, at vores juletræ er åbent, og i det hele taget ligner et naturligt grantræ. Gennem årene har det været en  tilbagevendende frustration at finde et passende træ, indtil vi fandt en juletræsfarm, hvor ejeren oprindeligt kom fra Tyskland, og som havde nogle af træerne på marken, som ikke var trimmet ret meget. Da han så for 4 år siden ikke havde flere juletræer, som ikke var trimmet til ukendelighed, var vi heldige at finde en anden juletræsfarm, hvor man havde nogle få træer - som egentligt ikke var tænkt til juletræsbrug - som passede til os. 

Selv om vi sidste år vidste, at der ikke var flere træer at hente der for os, tog vi alligevel derned igen sidste week-end. Og, nej, der var ikke noget træ til os. 
Sådan ser de ud!

Hvad så? Et kunstigt træ vil jeg altså IKKE have i min stue. Uanset hvor "naturligt" nogen påstår, at det ser ud. Så vil jeg hellere undvære; men med børnebørn her juleaften, er det jo heller ikke nogen løsning. Hvad så?

Søge på nettet! Vi fandt 2 steder ca halvanden times kørsel herfra, hvor de muligvis havde nogle træer, som vi kunne bruge. Og tha-da det første sted fandt vi i dag indtil flere gode træer. Igen voksede de træer, som vi kan lide, udenfor den egentlige "plantage" med juletræer; men ejeren sagde, at vi bare kunne slå os løs, og så fandt vi et dejligt træ laaang nede i tykningen for enden af marken. 

Måske får I det at se, når det står pyntet i stuen.

2 comments:

  1. Sikke et arbejde I skulle igennem for at få det træ, der i vores øjne er det smukkeste - og i dine nye landsmænds øjne sikkert er totalt afskyeligt grimt :-)
    Du er nødt til at vise dit fund - med eller uden pynt :-)
    I må da i grunden have masser af granskove, men man må nok ikke gå ind og tage selv?

    ReplyDelete
  2. Ja, Ellen, vi har mange gange hørt folk kalde vores juletræ for et "Charlie Brown tree"
    Jeg skal nok vise det både før og efter det er pyntet.
    Ligeledes fik din kommentar (som så mange gange før) mig til at tænke over nogle ting, og jeg måtte straks finde oplysninger på nettet om skove i Ontario. Jeg har egentligt ikke tænkt meget over det; men vi har ingen granskove heromkring. Jeg fandt mange interessante oplysninger, som jeg hellere må tilføje i mit næste indlæg om juletræet.

    ReplyDelete

Tak fordi du kiggede ind! Kommentarer er altid velkomne.